Kom let i gang

Uanset hvor du er findes der et forløb til dig

Hvordan vil du meditere?

Meditation er simpel. At sætte sig ned, lukke øjnene og vende opmærksomheden indad. Men din hjerne kan forsøge at tale dig fra det og her er det godt med en personlig meditationstræner, der holder dig fast i dit commitment.
Vælg det forløb der passer bedst til dig.

Expansion – Online Meditationsforløb

Onlinetræning fra din stue, din terrasse, dine have eller hvorsomhelst du ønsker. Du styrer selv tid og sted. Begynder eller allerede i gang, så er der hold til dig. 

LIVE Gruppe Meditationsforløb

1-2 gange om året er der fysiske retreats til dig der elsker energien i gruppedynamikker, og at mødes og være sammen med ligesindede i processen.

Sid med det

Stille, langsomt, her og nu.

Sid med dine frustrationer, dine intense tanker og følelser.
Sid med dine gamle historier om dig selv, om de andre og oplev hvordan alt transformeres, når du nysgerrigt iagttager det.

Kærligt, medfølende, accepterende.

Spørgsmål

Skal jeg sidde i lotusstilling og chante mantraer når jeg mediterer?

Nej. Du skal ikke side i en stilling der vrider i dine knæ, hofter eller småstive fodboldben og giver dig kramper eller smerter.

Du kan bruge en havestol, en lænestol, din sofa eller gulvet med rygstøtte og en pude under numsen. Du kan sågar sidde oprejst i din seng med strakte ben. Så længe du sidder op med forholdsvis rank ryg.

Du skal have det behageligt, men ikke så behageligt at du falder i søvn. Det kan være rigtig svært ikke at falde i søvn, når du ligger ned.

Er du førstegangs meditator anbefaler jeg at du sidder i en sofa eller stol.

I den type meditation jeg underviser i bruger jeg sjældent mantraer. Det er ikke nødvendigt for at finde ro og dybde, er min erfaring.

Men jeg kan finde på at inspirere til særlige intentionssætninger, hvis du har konkrete spørgsmål du søger svar på.

Skal jeg dyrke yoga før meditation?

Nej, det er slet ikke nødvendigt. Meditation er en praksis i sig selv og fungerer super godt at udføre uden nogen aktivitet før eller efter. Meditation kan du lave alle steder – også i tog, metro, bus eller som passager i bilen. Du skal bare have et godt head set, så lyde udefra ikke forstyrrer dig. Vil du meditere i transport kan guidede meditationer hjælpe dig med at lukke ydre stimuli ude og beholde fokus hos dig selv.

Er der noget særligt udstyr jeg skal bruge til meditation?

Nej, du kan altid meditere i det tøj du har på. Har du brug for at lukke ydre stimuli ude kan du investere i en mørklægningsmaske. Brug evt. et tæppe eller en pude så du sidder behageligt og ikke fryser.

Hvor lang tid skal jeg sætte af til at meditere?

Du vil meget hurtigt opdage at dit sind – altså dine tanker – larmer rigtig meget når du sætter dig til at meditere. Hvis du har været i gang hele dagen er sindet indstillet på stimulering og er i “oplevelses mode.” Det giver sig ikke lige til at slappe af med det samme. Det tager tit 20-30 min. at få ro på tankerne – herefter oplever du en masse magi. Til en start skal du regne med min. 30 min og gerne 45-60 min. Når du er mere fortrolig med meditation vil du sikkert opleve, at du hurtigere når ned i de helt afslappende hjernebølger, og så kan 35 min. være nok.

Hvad hvis jeg ikke kan sidde stille så længe?

Kan du huske første gang du trænede op til en sport. At de første 14 dage kunne det føles lidt akavet? Lidt i den stil kan du godt opleve når du begynder at meditere. Dit sind, altså dit ego vil gøre oprør. Vi kan ligeså godt tage den snak allerede nu.

At du ikke kan sidde stille er dit ego, der forsøger at tale dig fra det allerede nu. Så kan du droppe det der meditationsprojekt før du kommer i gang. For egoet tror at stilhed = døden og egoet går ikke frivilligt i døden.

Hvis du er på mit site og har læst dig frem til disse ord, så ønsker du nok ret sandsynligt at prøve det af. Du kender til alle fordelene.

Når egoet så larmer og vil styre showet, så tænk på det som et lillebitte barn, der er bange. Forestil dig, at du blidt løfter det væk fra førersædet i bilen og om bagved i autostolen med et varmt tæppe og godnatkys. Lad det hvile.

Imens indser du, at det blot er en af egoets fantasifulde historier, at du ikke kan sidde stille. Du må godt bevæge dig lidt og strække ben (siddende, ikke stående) under en meditation. Det eneste du ikke må er at rejse dig, før du er færdig. Det er din loyale gave til dig selv. At du møder op for dig selv i den periode du har valgt at meditere.

Skal jeg meditere hver dag?

Du skal ikke, men det er en god idé. Nu skal du høre hvorfor:

Selve ordet meditation betyder: “at blive fortrolig med” og det kræver tid og commitment at blive fortrolig med sindet og tankerne. At opdage at du har tanker, at tanker er noget der sker for dig, ligesom din puls og dit blodtryk er noget der sker for dig, at tanker ikke noget du er. Det er vigtigt at opleve det indefra og ud. Lige dér i den erfaring ligger en kæmpestor følelsesmæssig frihed og robusthed gemt. Og kun du kan gøre arbejdet med at opdage det.

Ligesom med al anden træning må du møde op og gøre arbejdet for at få et afslappet sind og en stærk psyke. Du møder op for dig selv – ikke for meditationen. Meditation er en disciplin i kunsten at møde kærligt og ubetinget op for dig selv. Når du møder op hver dag for dig selv, uanset hvad der er sket i løbet af din dag, uanset hvordan du har det den dag, vil du opleve så kæmpestor en transformation over tid at du har svært ved at tro det. Du vil opleve at du har din egen ryg. At det du kan sidde med i stille ensomhed, kan du stå stærkt og stabilt i, også ude i verden.

Vend tilbage til meditationen – igen og igen. Det er et kys til din sjæl.

I den daglige meditation flygter du ikke fra det du oplever. Målet er at blive siddende og iagttage det som er. Uanset hvor ubehageligt det er (primært mentalt). Ego-sindet protesterer højtlydt og forsøger at få dig til at lave alle mulige mentale overspringshandlinger. Det forsøger at få dig til at forlade meditationen, for det tror det skal dø. Men du skal ikke dø, selvom egoet larmer om det.

For du er i gang med at slippe en gammel overbevisning, en gammel tanke, der ikke længere tjener dig. En historie om dig selv, der har boet inde i dig og holdt noget af dit udviklingspotentiale nede. Det er det meditationen gør. Den får dig til at slippe gamle, ikke optimalt fungerende mønstre, programmer, domme om dig selv.

Det er derfor det kan opleves intenst i starten. Indtil du har vænnet dig til det og gennemskuer hvad det laver.

Det kan føles akavet, mærkeligt, endda ubehageligt at sidde helt tavst i dit eget selvskab. Især hvis du ikke er vant til at være stille med dig selv uden ydre stimuli. Det er derfor jeg har skabt de 3 forløb, så du kan opleve at have en personlig meditationstræner ved din side til at støtte, guide og opmuntre dig undervejs.

Er det bedst at meditere alene eller på hold?

Det er helt op til dig og dine præferencer. Nogle er kun til solo fordybelse og andre har brug for gruppen for at kunne committe til den daglige praksis. Du vælger det der ressonnerer stærkest hos dig.

Er der nogle særlige teknikker jeg skal kunne for at meditere?

Nej. Meditation i sin grundessens er blot at være stille i dit eget selvskab og dirigere dit fokus fra den ydre verden tilbage ind i din indre verden. Med så få stimuli som muligt. Hvis du føler for det kan du stille nysgerrige, åbne spørgsmål til det højeste sted inde i dig selv. Du kan lytte til blid musik uden vokal, til guidede meditationer eller guidede visualiseringer. På de 3 forløb vil du opleve en blanding af ovenstående.

Er meditation ikke primært for kvinder?

Nej. Meditation er for MENNESKER M/K. De samme principper for det gode liv eksisterer for begge køn: at være i stand til at regulere din indre tilstand tilbage til harmoni uanset de ydre omstændigheder du befinder dig i. Du er født til at være 99% af tiden i en tilstand af flow, velbehag, overskud, klarhed, fokus, frihed fra overvældende følelser eller måske sund kontakt til dine følelser. Meditation er din daglige praksis i at vaske verdens pres, stress, frustration, angst, bekymring, overvældelse af dig igen. Mænd oplever verden støjende i lige så høj grad som kvinder. 

Hvad hvis der dukker ting op i en meditation der er ubehagelige?

Der kan sagtens dukke minder, sansninger og følelser op fra tidligere oplevelser, som du måske finder ubehagelige, men jeg kan love dig en ting: de dukker kun op, hvis du er klar til at møde dem, se dem og transformere dem.

De dukker op for at du kan se dem på en ny og mere medfølende og forstående måde. Jeg plejer at sige at alt der dukker op for dig i en meditation er der for at:

Blive set – bevidne det
Blive elsket – acceptere det
Blive transformeret – forløse det

Er du meget utryg ved tanken om at sidde med og bevidne intense oplevelser alene, anbefaler jeg at du mediterer på hold, så din underviser kærligt kan gribe dig i det nu, du oplever.

Min erfaring er, at du aldrig får vist mere end du kan håndtere. Det der “kommer op” inde fra dig selv, kommer kun op, så du kan iagttage det og transformere det til lys. Lys er i virkligheden forståelse og accept at sider i dig selv du har skjult for dig selv. Fordi du engang troede de sider var farlige eller uværdige og derfor gemte du dem væk. Og alt der gemmes i mørket larmer, laver ballade og føles utrygt.

Når det kommer op og bliver set, når det bliver mødt og omfavnet i kærlig forståelse forvandles det til ro, afslappethed, styrke og visdom.

Meditation er en meget blid form for dialog med dig selv og dit ubevidste/højere selv.

Hvad kan jeg forvente at få ud af at meditere?

Det er et virkelig stort spørgsmål og det der kom til mig, da jeg skrev disse ord var dette:

Meditation er som at tage et dagligt psykisk, følelsesmæssigt bad. Når dagen er omme giver meditation dig mulighed for at skylle alle oplevelser af dig igen, så de ikke sætter sig fast som “sandheder”.

Mediterer du om morgenen kan du sætte en stærk intention for din dag og dermed gå din dag i møde centreret, klart fokuseret og positiv.

Det er som om meditation giver dig adgang til tanker fra et mere åbent, mere innovativt sted i dig selv. Fra det sted er der større ro, overblik, indsigt, klarhed.

Plus at du selvfølgelig vil føle dig afslappet, regenereret, fornyet efter de fleste meditationer.

At meditere er at se sig selv og sine handlemuligheder på helt nye og originale måder.

Kan jeg stoppe med at meditere og stadig beholde effekten af de timer jeg har brugt på det?

Her ville jeg ønske jeg kunne skrive: ja da, et kursus hos Janett er nok, så er du flyvende resten af livet. Men sådan er det desværre ikke. Meditationspraksissen er ligesom fitness, yoga og al anden træning et spørgsmål om at committe sig til at blive ved med at møde op for dig selv og meditere. Vil du være stærk må du træne.

Som jeg skrev tidligere, er meditation det samme som at tage et mentalt, psykisk og følelsesmæssigt bad. Vi skyller verden af os i den daglige meditation. Vi minder os selv om at de svar vi søger derude, i virkeligheden findes inde i os selv. At vi er gode nok som vi er, hvis vi har oplevet møder med mennesker der viste os det modsatte. 

Personligt er jeg aldrig holdt op med at meditere og det har fundamentalt ændret mit liv. Jeg trækker vejret, jeg styrketræner, jeg tager bad, jeg mediterer.

Det er en fast praksis.

Er det sandt at jo mere travlt man har, jo mere skal man meditere?

Du har måske hørt denne sætning fra mennesker der er erfarne ud i meditation og måske synes du det lyder som et fjollet paradoks. Har man travlt har man jo ikke tid til at sidde stille 30-60 eller 90 min om dagen. Så kan det være at du bliver overrasket over mit svar, for det er helt entydigt: JA

Ja, jo mere travlt du har, jo mere skal du meditere. For er du inde i en “for travl” periode, kan det godt være du er lidt på afveje – uden at vide det.
Det gode liv er ikke nødvendigvis det travle liv. Det liv hvor du er meget uundværlig, meget vigtig, du arbejder meget og du har mange spændende projekter. Der skal ikke særlig meget travlhed og stress til i hverdagen før vores centrering, grounding, fokus, integritet og beslutningsevne bliver påvirket. For har du travlt med de rigtige projekter, de rigtige opgaver? Har du travlt i det rigtige job? Træffer du de bedste beslutninger i de situationer du er i? For dig selv og for dem omkring dig?

Det der kan provokere nogle i starten ved at holde fast i den daglige meditation – også i de travle tider – er at de pludselig opdager at de er travle med uhensigtsmæssige ting. Når du tillader dig selv at møde op for dig selv, når du sidder med dit “shit”, så bliver du bekendt med de mange numre dit sind – det vi kalder egoet – laver med dig. Det kan være utroligt forførende og berusende at være inde i en travl periode.

Opdager du det i dig selv, kan det være du beslutter at slippe nogle af de projekter, opgaver, jobs, aktiviteter, som gav dig en følelse af at være vigtig og betydningsfuld. Fordi du opdager at de slet ikke var så vigtige alligevel. Du må se dem i øjenene for at kunne slippe dem, og den proces kan godt være både overraskende og lidt ubehagelig. 

Men så sker det bedste.

Når de gamle aktiviteter er sluppet, delegeret, reorganiseret, så får du pludselig frigivet tid og energi til det der virkelig betyder noget for dig.
Man kan næsten kalde det hovedrengøring på sjælsniveau.