Den 19. maj 2013, den lune nat, hvor vi vandt det internationale Eurovision og festede igennem, døde min lillebror på Vejle Sygehus.
38 år og præcis 6 måneder gammel. Fra en sød jordemoderkone og 4 små børn.
En ude af kontrol modermærkekræft havde bredt sig i hele hans krop, snoet sig omkring hans hovedpulsåre og ædt sig ind i blodforsyningen.
Sådan noget overlever man ikke.
Dagen før han døde, sagde jeg til ham i afmægtig desperation: “Rasmus du må spise noget”, mens jeg skovlede en halv teske moste æbler ind i hans alt for tynde, blodfattige krop. “Du overlever ikke, hvis du ikke spiser. Lægerne fylder dig med gift.”
Jeg glemmer aldrig hans svar:
“Jamen søs, jeg er nødt til at tro på, at de har styr på det. At lægen er min ven.”
Jeg kan huske at jeg stoppede op med skeen i hånden og tænkte: “Skal jeg bekræfte ham i det eller opfordre ham til at indse, hvor dumt og desperat det behandlingsregime, lægerne udsætter ham for, er?”
Som en bedrevidende storesøster med en indgående holistisk sundhedsresearcher tatoveret dybt i mit DNA, er det virkelig svært. Det med at holde mund og stoppe min indre redder-fikser-hjælper arketype i at tage over. Jeg havde i årene op til hans død sendt ham virkelig mange links til holistiske behandlingsformer til netop hans kræfttype – altsammen forgæves.
Jeg havde så travlt med at redde ham at jeg ikke så, at han havde valgt en anden vej. Den konventionelle vej med masser af kirurgi og kemi, og løbende angstfremkaldende 3-måneders scanninger (som jeg researchede mig frem til var både håbløs, stressende og ineffektiv).
Den uhensigtsmæssige autoritet
Jeg havde udnævnt mig selv til sundhedsautoritet på hans vegne. Jeg alene vide. Jeg havde alle svarene. De bedste af dem. De sundeste af dem. Men havde jeg nu også det?
Jeg sagde intet. Jeg tænkte, at det var hans suveræne valg og behov at tro lægens strategi var den rigtige. At modtage eksperimentel behandling med ultratynd chance for succes, var lige det der skulle til for ham. At min opgave var at støtte ham uanset hvad han valgte.
For jeg kunne jo godt se det fra min brors synsvinkel. Han havde 100% behov for at lægen var hans ven.
At lægen kunne redde ham.
Og det ville lægen helt sikkert gerne have kunnet levet op til. Problemet var bare, at lægen var tilsvarende afmægtig.
Han kunne kun levere en usikker, eksperimentel gift-medicin, der stressede kroppen maximalt og gjorde en naturlig helbredelse stort set umulig.
Troen står tilbage
Når vi konfronteres med svær sygdom og mulig død, så vil vi alle gerne tro på en lægelig autoritets uanfægtelige sandhed. Tro på den vestlige medicins styrke og ægthed.
I afmagt over hvor uregerlig kroppen kan opføre sig under sygdom står troen tilbage. Der er ikke andet at gribe fat i, når vi hænger med storetåen ud over rælingen og glor overraskede og skrækslagne ned i afgrunden.
- Vi vil have grafer, statistikker og sikkerhed.
- Vi vil have faglige eksperter til at forudsige en fremtid med et konkret outcome.
- Vi vil have en ydre autoritet til at forsikre os om, at alt nok skal gå.
- Hvis bare vi lige tager denne eksperimentelle medicin.
- Hvis bare vi lige udfører denne tryghedsskabende adfærd.
- Hvis bare vi måler, tester og forecaster mulige scenarier, så vi kan forberede os på worst case scenario.
I min lillebrors tilfælde, i et vist (omend ubevidst) omfang, er en del af sandheden at han jo desværre selv medvirkede til sin alt for tidlige død. Som teenager havde han svær akne og for at skjule det tog han en masse solarium. Så meget, at ofte så han helt orange ud i ansigtet. Han fortsatte med det langt op i 20’erne. Dengang vidste vi ikke hvor dødelig overdreven solariebrug kan være for især yngre mennesker.
Og man kan sige, at det med at lægge sin tillid til en lægeautoritet giver supergod mening, hvis man er bevidst om, at læger generelt besidder hypnotisk magt over os. De kan få os til at acceptere hvad som helst. Deres ord er meget magtfulde.
Lyt til ledende overlæge og hjernekirurg på Rigshospitalet Morten Ziebell fortælle om netop det HER.
Men hvis lægen er det mindste i tvivl om, at det er muligt at helbrede dig, så er det den helt forkerte autoritet at have ombord på dit sundhedsteam. For så har du uddelegeret ansvaret for din egen helbredelse til en, der måske inderst inde ikke tror det er muligt at gøre dig rask, se læge Zach Bush fortælle om problemet i, hvis lægen ikke selv tror på han kan helbrede sine patienter. (Scroll til 1:19:06 og frem)
Og jo, den hypnotiske effekt en læge har på sine patienter er stor. Læs børnecancerlægen Bernie Siegel syn på det her.
Min lillebror valgte at stole ubetinget på lægeautoriteten. Han døde alligevel.
Jeg bebrejder hverken lægen eller min bror at det endte sådan.
Ville han have overlevet, hvis han havde valgt en mere holistisk approach?
Ville han have haft en længere overlevelsesrate?
Måske? Måske ikke.
Vi får det ikke at vide i dette liv.
Året efter hans død deltog hans enke og jeg i en Functional Medicine konferende på Vejlefjord. Jeg glemmer aldrig den universelle superironi i hvad der skete her.
En af keynote speakerne var Dr. Thomas Rau, dengang ledende overlæge på Paracelsusklinikken i Schweiz. En af hans historier denne dag var om en ung kvinde som var kommet til ham fra et traditionelt sygehus i Bern. Med en stadie 4 metastaseret modermærkekræft. Hun følte sig nødsaget til at lyve om, at hun modtog behandling på hans klinik, fordi de traditionelle læger var så meget indstillet på kirurgi og kemi – en procedure hun afviste at gennemgå.
Men sin omfattende multi-behandlingsterapeutiske procedure var det lykkes ham at helbrede hende.
Ingen mirakler eller hokuspokus. Men blot en dybdegående forståelse for alle de processer der tilsammen skaber ude af kontrol cancer i et menneske. Og hvordan man reverser denne indre kropslige entropi.
Vi var blæst bagover. Denne type behandlingsprotokol havde vi måske kunnet overbevise Rasmus med. Dette kunne måske have reddet ham eller sendt ham i langtidsoverlevelse (hvilket er vigtigt når man har helt små børn).
Når jeg tænker tilbage på min brors forløb står det klart at han var omgivet af mange velmenende ydre autoriteter (mig selv inklusive). Men at pladsen til at han kunne være sin egen stærke indre autoritet var lille. Min bror og jeg har ikke haft en stærk far-autoritet i vores liv, så jeg tænker også at han var ude af træning fra dag et i sit sygdomsforløb.
Han talte altid varmt om sin læge på Herlev. Og jeg har tænkt, at måske var en del af øvelsen for min bror i denne proces at vælge sine egne sundhedsautoriteter, uanset hvad vi andre mente. Og uanset hvad resultatet blev.
Det kan der være en stærk helbredelse i, helt i sig selv.